Medierne skriver:
Her kan du læse hvad det er journalisten skriver:
Af Morten Pihler
EN KAKKELOVN er ikke bare en kakkelovn. Det kan ovnsætter Elias Nielsen fra Sønderjylland med overbevisning i stemmen fortælle, når han med stort engagement forklarer, hvordan en helt igennem håndlavet kakkelovn bliver fremstillet.
Gennem mere end 30 år har ovnsætteren, der er udlært i faget i Christiansfeld, sat over 200 kakkelovne op i danskernes stuer og nu har læsøboerne også vist interesse for de smukke ovne.
Jeg har sat et par ovne op på Læsø og har et par stykker på vej, fortæller Elias Nielsen, der har sommerhus på Læsø.
Hver ovn bliver skræddersyet til det rum den skal stå i og kunden vælger selv overflade og farve på de kakler, der giver kakkelovnen det karakteristiske ydre og kaklerne er ikke til pynt, forklarer ovnsætteren.
Kaklerne, der er håndlavet i Wupperthal i Tyskland, fungerer som et varmebatteri, der holder på varmen i mange timer og ofte er en enkelt opfyring i døgnet tilstrækkelig til at holde en behagelig temperatur i hele huset.
Kunsten eller håndværket i en kakkelovn er selve træksystemet, der er videreudviklet gennem generationer af ovnsættere og ovnen bliver designet til den type brænde, der fortrinsvis skal fyresmed.
Det betyder meget, om man fyrer med tungt træ som for eksempel eg eller bøg, eller som på Læsø, hvor fyr, gran og birk er det mest almindelige, forklarer Elias Nielsen, der også fremhæver kakkelovnens udnyttelse af træet.
En kakkelovn udnytter brændet langt mere effektivt end en brændeovn og det er da sjovere at kunne varme huset op en hel vinter med tre rummeter brænde i stedet for ti, pointerer han.
En kakkelovn behøver ikke være et stort og klodset monstrum,, der fylder det meste af stuen.
En kakkelovn er et møbel, hvor kunst, håndværk og høj brugsværdi går op i en højere enhed, siger Elias Nielsen, der har planer om at invitere interesserede til at overvære opstillingen af en kakkelovn.
KAKLERNE TIL det næste projekt er allerede ankommet og Elias Nielsen studerer de enkelte kakler inden de skal bruges.